DOX:DANMARK – de lokale dokumentarfilmfestivaler
DOX:DANMARK er den landsdækkende udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og samler hvert år biografer og kulturinstitutioner i hele landet om stærke filmoplevelser, fællesskab og vigtige samtaler.
Efter en markant vækst er DOX:DANMARK i dag til stede i mere end halvdelen af Danmarks kommuner – hele 60 i 2026 – og har dermed udviklet sig til en af landets største kulturelle samarbejder på tværs af geografi. Hver kommune skaber sin egen lokale festival i tæt samarbejde med CPH:DOX og lokale aktører, med visninger, events og debatter, der tager afsæt i både globale emner og lokale perspektiver.
Festivalen præsenterer et kurateret program med aktuelle dokumentarfilm, der kan ses i over 100 biografer og kulturhuse landet over. Udover film byder DOX:DANMARK også på samtaler med instruktører, oplæg med eksperter, kunstneriske performances og originale events – alt fra koncerter til K-pop-dans og poesilæsning.
Næste udgave af DOX:DANMARK finder sted 11.–22. marts 2026, parallelt med CPH:DOX i København.
Er du en del af et kulturhus, biograf, bibliotek eller har interesse i at lave filmfestival i din kommune?
Så skal du være velkommen til at kontakte Camilla Krogh på camilla.k@cphdox.dk
Festivalen er støttet af Kulturministeriet, DR, og de deltagende kommuners kulturpuljer.



